Keramiker Bente Hansen
Bente Hansen, født 1943. 1960-64 uddannet på Danmarks Designskole, diplom med sølvmedalje. Debut med en udstilling på Bing & Grøndahl i 1967.
Bente Hansen har haft eget værksted siden 1968 og repræsenterer dansk keramisk kunsthåndværk i dets mest eksperimenterende fremtræden. Bente Hansen var i mange år kendt for sit glasglaserede stentøj, brændt i gasovn, først i sit værksted i Brolæggerstræde, senere i Ålsgårde.
Siden 2011 har Bente Hansen igen etableret værksted i København og der koncentreret sig om enkle former, dekoreret med geometrisk, konstruerede billeder.
Om sine krukker siger Bente Hansen:
”Krukkerne drejer jeg i mørkt eller lyst ler, nogle i porcelæn, jeg former dem ovale for at opnå en dynamisk genstand med to sider, hvor oplevelsen ændres i bevægelsen.
Jeg glaserer med hvide eller sorte glasurer. Dette danner baggrund for mit arbejde med den konkrete billeddannelse.
Uden naturens indblanding, hvilende i sig selv med sin egen selvstændige æstetik, er den ensfarvede krukke min opfordring og udfordring - som det hvide lærred er ren højtid, således også krukken, en krum væg, der spænder om et mørkt indre. Hver flade af farve, hver linje må konstrueres med omhu og koncentration, det er det spirituelle i arbejdet.
Alkymien er for mig det forunderlige og uforudsigelig i farvernes stadig forandring: for hvert lag følger en brænding, her indgår farverne nye forbindelser, mathed - blankhed, den lyse eller mørke baggrund, alt spiller med i orkestret, hemmelig er forvandlingen i ovnen".
Solgt til
Stockholms National Museum
Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum
Victoria and Albert Museum
Palmer Museum Pennsylvania
Museum für Kunst und Gewerbe, Hamburg
Ny Carlsbergfondet