Udstillinger i 2016

hoersholmkunstforening.dk © 2010                  

Udstillinger i 2016

13.2. – 13.3.2016

” Drømmestunder” - Isaías Mata – El Salvador. Akryl og tuschtegninger.

 

Isaías Mata, født 1956 i San Salvador, dimitterede fra Centro Nacional de Artes de San Salvador i 1976.

Udstillingen i Fuglsanghus viser fortrinsvis akryl på lærred og tuschtegninger.

 

I akrylmalerierne er der billeder, der viser døden og livet, alvoren og livsglæden, livets barske realiteter og nydelsens øjeblikke – og så er der endelig det, som har givet navn til udstillingen: ”Drømmestunder”.

 

Udstillingen er kommet i stand i samarbejde med Holstebro Kunstforening.

 

 

 

Isaias Mata

Søskendedrømme

Foto: Tommy Bay

16.4. – 16.5.2016

 

 

Eigil Bokelund – Billedkunstner (grafik, maleri, skulptur), biavler og bondekarl

Olav Johannisson – Skulptør (sten, træ, ler, bronze) billedkunstner

 

Eigil Bokelund, født 1939 på Frederiksberg, er autodidakt. Debuterede i 1964 på Kunstnernes Påskeudstilling i Kunsthallen i Århus og på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i København. Eigil slår et slag for naturen og bruger kollektive, arketypiske, ubevidste symboler: træet, fisken, sommerfuglen og symboler, han selv finder på.

 

Olav Johannisson, født 1954 i Hareskov, er uddannet stenhugger. Underviser i forskellige discipliner inden for det billedkunstneriske område. Stenskulpturerne tager udgangspunkt i former fra vores forfædres stenredskaber. Ler- og træskulpturerne tager mere eksplicit udgangspunkt i mennesket/kroppen, og er mere naturalistiske om end med en ekspressiv og mere rå fremtræden. Bronzeskulpturerne er støbt på baggrund af lerfigurer.

 

Olav Johannisson

Skulptur.

23.7. – 21.8.2016

 

Tylskjoler, Søren Kierkegaard, undervandsbilleder og oliventræer - det er denne verden, der vises i Hørsholm Kunstforenings store sommerudstilling

 

"Ingrid Bugge retrospektivt" med kunstfotografen Ingrid Bugge

 

Udstillingen ”Ingrid Bugge retrospektivt” er tematisk inddelt i fem projekter: Mellem Linjerne, Aquamorphosis, Det Sensuelle Menneske, Ballettens Indre Rum og Oliventræ.

 

Ingrid Bugge er først og fremmest blevet kendt for sine balletbilleder (Ballettens Indre Rum), og disse billeder har en fremtrædende plads på udstillingen med værker som Kameliadamen, Romeo & Julie, ”Et Folkesagn” og ”La Bayadére”. Fotoserien er kommet i stand i samarbejde med Den kongelige Ballet fra 2012 – 2014.

 

Det allernyeste kunstprojekt, som Ingrid Bugge arbejder på op til ferniseringen i Hørsholm Kunstforening, er Oliventræ, der udforsker menneskekroppen fra nye vinkler. Oliventræets træstamme- og krone, dets struktur og overflade skaber fornemmelsen af et væsen, der fremkalder empati og historiefortælling. Serien er produceret i foråret 2016 syd for Rom.

29.10 - 27.11.2016

 

Knud Holscher – professor, arkitekt, industriel designer

 

 

Knud Holscher, født 1930 er en af Danmarks mest prisvindende arkitekter og industriel designer.

 

I forbindelse med store arkitektopgaver rundt om i verden har Knud Holscher tegnet skitser. Knud Holscher bruger rejseskitsen som grundlag for en bedre forståelse af det sete. Han har arbejdet med landskabsakvareller med fokus på skyer, vand, samt tegnet på verdens museer som et redskab til at forstå sin omverden.

 

Knud Holscher

Akvarel

Knud Holscher

Uden titel

Akvarel